En kommentar fra Sung Jakobsen.
Den 1. august kunne man på BadmintonBladet (og Facebook) læse artiklen ”Elite skaber ikke bredde!”
Der var en række aktører inden for badminton miljøet, som kommenterede på artiklen, ligesom jeg selv gjorde det i kort form. Jeg har her fået muligheden for at uddybe min kommentar.
Min kommentar på artiklen var baseret på min generelle opfattelse af børn i sport i Danmark, men her vil jeg afgrænse mig til børn i badminton i Danmark.
Hvad er det som er afgørende for at børn starter til fritidsinteresser (badminton)?
Ifølge artiklen på badmintonbladet er det ikke de store sportspræstationer udført af vores eliteudøvere, der skaber bredde. Det er jeg faktisk enig i, når der er tale om, hvad der for hovedparten er grundlaget for at børn starter til en eller flere idrætsaktiviteter.
Jeg tror det er forældre og klassekammerater der er den primære drivkraft til at de fleste børn starter til en given idræt.
Jeg er med på, at de fleste forældre vil sige, at det er børnenes egne ønsker, som afgør det. Men når børnene er små, så ved de ikke selv, hvilke muligheder der byder sig, og derfor er det forældrene, som bestemmer det.
Mange børn prøver flere forskellige fritidsaktiviteter, og børnene prøver meget ofte én af de fritidsaktiviteter, som deres forældre selv dyrker/har dyrket. I badminton har jeg set rigtige mange børn, hvis forældre selv spillede way back!
Badminton bliver nærmest en slags ”familietradition”.
Den anden væsentlige drivkraft til at få børnene til at starte er børnenes klassekammerater i skolen, hvilket selvfølgelig også kan være venner de kender fra fx. vejen, hvor de bor. Børn bliver præget af klassekammeraterne til at prøve andre fritidsaktiviteter end dem, som deres forældre præsenterer dem for. Børn vil gerne være, hvor deres venner er, så her kan børn præges til at prøve fritidsaktiviteter, som ligger uden for ”familietradtitioner”.
Børnenes horisont udvides via deres klassekammerater.
Det er trænere og frivillige i klubberne, som skaber bredden og eliten. Og sammen med øvrige klubkammerater fastholder udøverne.
Uanset om det er forældrene og/eller klassekammerater, der har fået børnene til at prøve en fritidsaktivitet, så er det de dygtige trænere i samarbejde med den pågældende klubs frivillige, som sikrer bredden og senere udvikler nogle til eliten.
Dygtige trænere fastholder børnenes interesse ved at udvikle børnenes badmintonevner. Men udenom det er det alfa omega, at der er en velfungerende bestyrelse og en engageret forældregruppe. Både bestyrelse og forældre er det jeg tilsammen fremstår som frivillige. Bestyrelsen sætter rammen for klubben, mens forældre bakker op om initiativer, som i udførelsen ligger uden for hvad en bestyrelse og trænere varetager. Det kunne fx være det at køre til holdkampe eller bage kage til fredagshygge efter træningen.
Hvis setup i klubben er godt, så bliver børnene i sporten. Hvad ”godt” er skal jeg ikke definere. Men et parameter (succeskriterie) herfor er, at klubkameraterne synes det er godt at komme og være i klubben.
Forbund kan sætte en overordnet struktur, men er ellers kun for den absolutte elite i den direkte forstand i form af landshold. De få.
I det daglige, og slet ikke for de børn, som er nye til badminton, tænkes der ikke ret meget på Badminton Danmark (BD). Normalvis er BD i direkte form for de få, dem, som er inde omkring landshold, og selvom dette både gælder ungdom og senior, så er det absolut for de få. Men BD er og bør være med til at guide klubber og kredse i udviklingen inden for badminton (træning/spil) og guide, hvordan badminton-klubmiljøet bedst udvikler sig i takt med samfundets generelle udvikling.
Som et eksempel på træning/spil er BD’s BATK, hvor træneruddannelser bygges op omkring denne. Dette går selvfølgelig meget på udviklingen af spillernes direkte badmintonmæssige færdigheder i de forskellige udviklingsfaser. BD’s anbefalinger vil forhåbentlig også i det lange løb indirekte hjælpe med og være afgørende for fastholdelsen i sporten.
I forhold til samfundets udvikling, ja der kunne et eksempel være, at vi i højere og højere grad er blevet mere og mere ligestillede mellem kønnene. Den udvikling har stået på i mange år. Men har virkelig fået et løft i sport generelt, og måske bedst eksemplificeret med kvindefodbold.
Badminton er en anden ”størrelse” sport end fodbold.Vi træner og konkurrerer sammen; mænd og kvinder. Og heldigvis for det. Jeg synes det er en af de gode aspekter ved badminton; at ”2. damedouble” er lige så vigtig, som ”1. herresingle”, i holdkampe. Jeg tror at børn, der spiller badminton ubevidst får mere naturlige respekt for det modsatte køn. Men badminton har været og er domineret af mænd/drenge i forhold til hvor mange mænd/drenge der spiller i forhold til kvinder/piger og i forhold til, hvor mange mænd/drenge der er trænere i forhold kvinder/piger.
Rigtigt meget struktur/træning er baseret på mændenes vilkår. Af mænd for mænd, dvs. det er et meget konkurrence præget træningsmiljø. BD kan guide klubberne til, hvordan træningen kan tilpasses så der er bedre plads til pigerne. Det ville kunne få flere piger til at kommer ind i sporten og blive. Det er en vigtig rolle for BD, og vil være i udvikling med de generelle samfundsnormer.
De få absolutte Eliteudøvere er forhåbentlig med til at skabe interesse for deres sport via deres sportslige præstationer, som helt sikkert får nogle (men nok kun få) til at starte i sporten. Men derudover tror jeg at eliten bedst tjener sporten ved den branding, de gør på banen, men også uden for “banen” på fx sociale medier. Dette gælder også for den-lokale-klub-elite-udøver. Brand din sport!
Og så er vi tilbage til, hvorvidt eliteudøverne med deres toppræstationer får børn til at starte til en sport, og i dette tilfælde badminton. Det kan være svært at skelne tingene ad, hvad der er afgørende herfor. Én ting er at opdele årsagerne ud fra kategorierne; ”forældre, klassekammerater og elite udøvernes toppræstationer” for er der ikke sammenhæng i mellem? Jo, det vil jeg mene. Og kunne der i øvrigt ikke også var helt andre årsager til, hvorfor børn starter til badminton? Sikkert. Men i denne kommentar prøver jeg at skille de 3 ovennævnte kategorier ad, og mene at der ikke er en 4. eller flere årsager, som har væsentlig betydning.
Jeg hører til dem, som ikke kender nogen, hvis børn er startet til badminton alene på grund af badminton resultater, som fx. da Tina Baun vandt sine tre All England titler, da Danmark vandt Sudirman Cup. Eller i de senere år, hvor Viktor Axelsen har vundet OL og VM. Det kan være, det er der sikkert, men jeg ikke bekendt med det.
Jeg tror snarere, at disse resultater skaber inspiration til børn, der allerede er i sporten. De kigger på og lærer af, hvordan de bedste udfører slag m.m. Men det er som sagt når de allerede er i sporten. De nævnte resultater er præstationer på banen. Og de er vigtige, men i princippet, som afsæt til at kunne brande sig selv og badminton på fx. de sociale medier, hvor det handler mindst lige så meget om alt andet end selve badmintonspillet, men lige så meget om personen selv.
Det er der heldigvis flere og flere badmintonspillere, som godt ved. Men det er nu et område, hvor badminton har et godt stykke op til fx. tennis- og basketballspillere.
Det med at brande sig selv og dermed også badminton er super vigtigt, da landets bedste kan vise, at badminton er en super fed sport og en fed livsstil, over for potentielle nye spillere. Vi skal kunne idolisere dem, eliten, men samtidig også kunne identificere sig med dem. Det er en vigtig rolle eliteudøverne forhåbentlig vil påtage sig, som en ”new normal”.
Men denne rolle er også vigtigt for spillerne, som ”kun” er elitespillere lokalt i sin egen klub. De skal også være med til at brande badminton. Det er muligt at det ikke skal gøres 1:1, som den førnævnte elite, men kan gøres på mange andre måder. Vi skal kunne formå at brande sporten lokalt, så vi får børn, som ikke nødvendigvis har badmintonforældre til at starte til badminton.
Der er selvfølgelig mange årsager til diverse sportsgrenes medlemsnedgange. Men en vigtig årsag, tror jeg, desværre var da skolereformen blev indført. Før den var mange lærer også trænere i de respektive klubber. Det er de ikke længere. Med deres pædagogiske evner var de de bedste trænere og der var vel ikke som sådan mangel på trænere dengang, som nu?
”Badmintonsspillere, der er skolelærere, er de bedste trænere”.
Udover at de kan spillet, så tager de også pædagogikken med fra deres professionelle virke som lærer. Det skriver jeg med kæmpe respekt og anerkendelse af de mange rigtige gode trænere, som ikke er skolelærere.
Men min pointe er, at før skolereformens indførelse i 2014, så kunne skolelærerne træne særligt de små børn, hvis træning startede tidligt lige efter skolen.
Jeg har engang hørt én sige; ”at man skal sætte de bedste trænere til at træne de mindste/nyeste børn og de ikke bedste og ældste, hvis man vil sikre sig at børnene bliver i sporten”.
Det kan selvfølgelig diskuteres, men med dette menes, at hvis en klub skal vælge mellem sine knappe trænerressourcer, så skal de bedste trænere prioritere de små nybegyndere. Men den del med at skolelærere er trænere er desværre taget ud af badminton pga. skolereformen. Det kan løses ved at øge incitamentet til at nuværende og nye trænere hele tiden bliver uddannet via BD’s mange forskellige badminton uddannelser. Udfordringen for dette er nok særligt, om de små klubber får sendt deres trænere ind i træner-uddannelsessystemet?
Dette skal løses, det med at have mange gode trænere, for ellers bliver alt sport i DK kun små nicher… for de få også selvom eliten momentvis får nogle ind i sporten.
For mig at se, som tidligere nævnt, er den absolutte vigtigste faktor for, at vi kan få mange børn ind i badminton deres forældre og kammerater. Men derudover skal vi have en masse gode badminton trænere og frivillige fordelt i alle klubber, for at vi lykkes med at udvikle og fastholde børnene.
Dette gælder fordi vi fortsat mener, over en bred kam, at badminton skal dyrkes i klubber/foreninger. Hvis vi ikke lykkes med det, så bliver sporten en nichesport, som bliver et familieprojekt for de få. Det vil sige, hvor forældrene selv hyrer trænerne til deres børn uden at børnene er særligt aktive i deres klubber.
Selvom badminton er en relativ stor sportsgren i Danmark, så er vi kun ca. 100.000 aktive spillere. I fodbold starter der ca. 40.000 nye drenge og piger hvert år.
Sung Jakobsen
